Begravelsesceremoni
Vort tab
giver fremskridt i senere tider.
Vore håb for fremtiden må til den tid hvile på
hændelser som disse.
For kroppe bruges
og bliver
i tidens fine kværn
brugt op i en tjeneste,
som den, du har ydet,
og glider over i den
gårsdag, hvor
erobringen af evigheden begyndte.
Hvad vidste vi,
da vi græd i går?
Hvilken magt var det, vor uvidenhed havde over os,
når vi i vores indbildning følte,
at vi alle her var dødelige,
og at liv – der én gang var levet –
var brugt og spildt på vore selviske selv?
Hvor snæver en udsigt det dog er
at føle, at vi evindeligt fra fødsel til død
skulle være
målet for alt besvær
og nederdrægtighed
og som på teatret,
når tæppet faldt,
efterlade en helt tom scene.
Hvor dumt af os at tro, at kun vi
var stridens genstand
og kun levede denne ene gang,
så livets regnskab skulle stemme
efter blot et kort liv.
Åh nej, langt større drama
var lagt frem og sat i scene,
mens vi i vort snæversyn
helt overså den plan.
Vi sagde, alt er
forgængeligt kød,
sjælen blot en genstand,
som for blot en mønt kan sendes
til en fremmed himmel
for dér at forspilde sine evner,
eller var vi uden mønt
så til et andet dystert sted
til smerte – og igen –
forspildelse af livet.
Til hvilke mørke dybder
var vore sind sunket
i meningen om,
at kødet evner kærlighed, tillid eller livet selv?
At mene at fingernegle og masker
er det, vi behøver for at drømme.
Til hvilket dyb
sank vor kærlighed,
at den kunne erstattes med materie?
De ængstelser, der styrede vore år,
fandt næring her
og vi,
blindede og lammede
af øjeblikkets begærlighed,
bandt vore mange liv sammen
til ét.
Hvilket spild
Hvor kunne man tro, at al vor kærlighed,
vort arbejde,
vore evner,
vor viden og vore
suk
var tænkt
fortæret
i ét åndedrag
i ét lynglimt
og blot et enkelt navn?
I dag, hvor vi er blevet klogere,
lænkerne er svækket,
og kultens tyranni
med tiden er kørt træt,
ser vi,
erkender vi, at vi lever,
ikke én gang,
men igen og igen
fra kroppens fødsel
til kroppens begravelse og så igen
til fødsel
og ja, til grav igen
for således at komme af med ejendele,
livet ofte brød ned.
Fra århundrede til århundrede
fra tidsalder til tidsalder
rykker vi frem
ad den sti, der fører
evigt frem ad tidens utallige sekunder
Tidens tik.
Vi kravler, vi går, vi flyver,
vi genvinder
herfra og for stedse
arven fra alle vore liv
og bruger den endnu engang.
Nej, dette er ikke et trist
og trøstesløst syn,
ingen bedrøvelig ting,
dette liv.
Dette, det rene eventyr,
hvor uden kniv
og fourage vi springer
lige ind i evigheden
og favner den i et enkelt åndedrag.
Dette er et eventyr,
hvor vi træder fra ét legemes bånd
til et andet
og går
vor egen vej.
Den sorg, vi sidder med,
gælder her os selv,
for vi har
i sandhed mistet,
det smil,
den kontakt,
den hjælp og glæde,
vi fik
fra (afdødes navn)
som med al sin erfaring
gav os fra (hans/hendes) fortid
evne til at leve
og modstå
tidevand og stormflod.
Det er sandt, at vi har mistet
(hans/hendes) hjælpende hånd,
som vi har mistet (hans/hendes) råd
og hans styrke,
men mistet er de
kun en stund.
(Han/hun) tager
ikke af sted med dystre trommehvirvler,
men med en hvisken som
alfers suk
for at jævne vejen
for os som kommer.
(Han/hun) vil være i en god tid
fremover
på et fremtidigt sted
med sit smil,
sit særpræg,
sine evner
i gang med dér at skabe
en tilværelse.
Sandt nok, vi genkender måske ikke
(ham/hende) til den tid
og ser kun resultatet af (hans/hendes) indsats.
Og dog –
sendte vi ikke
vores forposter ud i fremtiden
ville vi ingen menneskerace have.
Og således afgrenet fra
denne
genetiske linie
har vi sendt dig (afdødes navn)
ind i et nyt område
eller en ny verden,
og dér vil der være,
det ved vi nu,
et smil,
et særpræg,
et lykkeligt liv – for os
og for dig –
hvilket ikke hidtil fandtes
på Jorden.
Og således går
dage og år,
en tidsalder.
Og vi går også
vor vej stille,
med sammenfoldede
faner.
Men vi kender nu
og kan nu finde
vejen.
Ind i mørket
er kommet lys.
Ind i morgenen
glider natten.
Ind i himlen
går ingen mere.
Ind i livet
vore sjæle stiger,
erobrer evigt
visdommens kilde.
Over for døden
ved vi,
at livet
ej er åndedræt.
Vær stolt!
Gå, (afdødes navn)
Og tag
det liv
der tilbydes nu
og lev
i sikker forvisning om
at vi
vil gøre vores del.
Tag af sted (afdødes navn),
du kan styre det,
du skal.
Vort tab
er en styrkelse
i visdom og evner
til fremtidige dage og andre smil
og så sender vi ind i
kæden af aldrig ophørende tid
vores arv
vores håb
vores ven.
Far vel (afdødes navn).
Dine kære takker dig, fordi du har levet.
Jorden er et bedre sted på grund af dig.
Mænd, kvinder og børn er i live i dag,
fordi du har levet.
Vi takker dig, fordi du kom og var iblandt os.
Vi anfægter ikke din
ret til at gå herfra.
Din gæld er betalt,
et kapitel af dit livsløb er slut.
Gå nu, kære (afdødes navn), og lev endnu engang
i en lykkeligere tid, på et lykkeligere sted.
Tak, (afdødes navn)!
Alle til stede løft
jeres blik og sig: til
(ham/hende).
Farvel.
(Menigheden: Farvel!)
Farvel, du kære,
farvel.
Du ved, vi vil savne dig.
Lad os bære kroppen ud,
for at den kan blive til aske
og støv
i en ren og jordisk ild
for ikke at være
noget længere.
Og dermed slut.
Kom, venner!
(Han/hun) har det godt
og er gået sin vej.
Vi har hver vor gerning
at udføre. (Han/hun) har sin, og der vil
(han/hun) være velkommen.
Til Mennesket!
L. Ron Hubbard