Hvorfor betragtes Scientology kirken som en pioner med hensyn til lovene om aktindsigt?
I 1970’erne satte Scientology kirken sig i spidsen for et fremstød for at oplyse om og udnytte loven om aktindsigt ikke blot for at beskytte scientologernes rettigheder, men også alle andre borgeres rettigheder. Kirken kastede sig ind i en omfattende offentlig uddannelseskampagne, med det formål at sikre at folk vidste, hvordan man bruger loven om aktindsigt, så man kunne afsløre forkert sagsbehandling og garanterer gennemskuelighed hos myndighederne. For at opnå formålet, anlagde Scientology kirken talrige sager med baggrund i loven om aktindsigt i lovens første år. Man fik skabt grundlæggende præcedens, som flytter byrden over på myndighederne med at bevise, at dokumenter er undtaget fra loven om aktindsigt og fik fastslået, at offentlige instanser har en forpligtelse til at angive, hvilke dokumenter der er tilbageholdt, og med hvilken begrundelse.
Scientology kirken og individuelle scientologer har utrætteligt talt for offentlighed i forvaltningen og har spillet en helt afgørende rolle i bestræbelserne på at få vedtaget lovgivningen om aktindsigt rundt om i verden. For at fastholde regeringers ansvarlighed har Scientology kirken brugt aktindsigtslovene til at udstille myndighedernes overgreb, som truer alles rettigheder.
Som en anerkendelse af kirkens indsats, udtalte Quinlan J. Shea Jr., direktør for det amerikanske justitsministeriums kontor til beskyttelse af private data under præsidenterne Ford og Carter, at Scientology kirken sammen med American Civil Liberties Union og Society of Professional Journalists, har ”forsøgt at sætte spotlight på myndighederne. De – og andre – har udgivet publikationer om, hvordan man bruger loven om aktindsigt. De har anlagt sager ved domstolene, og har vidnet i talrige kongreshøringer med krav om mere åbenhed.”
Scientologer har da heller ikke begrænset deres indsats med den slags sager til USA. Loven om aktindsigt er blevet vedtaget i Frankrig (1978), Canada (1982), Australien (1982), New Zealand (1983), Italien (1991) og Belgien (1991), alle steder spillede kirkens medlemmer en afgørende rolle i at få indført disse love.
